*Ifølge den påståede udtalelse fra Schneerson skal slavere, især russere, »likvideres«, fordi de ikke kan erobres. Planen indebærer at splitte de slaviske nationer og fremme indbyrdes konflikter, således at ukrainerne tror, at de kæmper for uafhængighed mod Rusland, mens de i virkeligheden underkaster sig en skjult magt. Tilsvarende skal russerne føre en krig, som de tror handler om at generobre tabte territorier og forsvare sig mod angreb på befolkningen i øst. Et binært verdensbillede, hvor meget få ser en tredje fortolkningsmulighed – et potentielt tredje narrativ.
***- fra fodnote 3 forneden
**

Opsummering af video: Iurie Roșca: Er Putin en frelser, eller en del af det globale magtsystem?

Varighed: 75 minutter
Deltagere: Iurie Roșca, tidligere vicepremierminister i Moldova, samt russiske aktivister fra Union of Free People.

Først en kort intro

**Om Rosca, hans generelle orientering: **Den tidligere moldoviske politiker Iurie Roşca fortæller ofte, hvordan han flere gange i sit liv blev tvunget til at foretage et paradigmeskift for at nå frem til sin nuværende bevidsthed (f.eks. antikommunistisk, anti-imperialistisk, anti-globalistisk). Han opdagede, hvordan det Kollektive Vesten forsøgte at ændre familie- og samfundsværdier og endda den nationale forfatning i Moldova gennem økonomisk imperialisme. Han er blevet politisk myrdet (figurativt), er persona non grata i Rumænien, fik en 6 års dom, blev nødt til at flygte sidste år, og hans hjemmeside blev lukket ned af Moldovas efterretningstjeneste. Oprindeligt støttede han det Kollektive Kreml, samarbejdede personligt med Alexander Dugin, men mange tvivl begyndte at melde sig. Det største chok kom i 2020 med Covid-operationen, hvor det blev tydeligt, at der kun findes ét globalt centrum for reel magt. Roscas yderst interessante analyser om øst og vest, et kapitel om Putin, m.m.m. - se indholdsfortegnelsen i PDF, som også kommer ind på transhumanismens ideologi, som er stærk i Rusland: https://arcaluinoe.info/en/carti/humanity_2_depopulated_and_augmented.pdf

Roscas position er tydelig her: "...propagandister som Pepe Escobar, Douglas Macgregor, Scott Ritter og Alexander Dugin forsøger alle at vildlede de millioner af mennesker, der med god grund føler afsky for amerikansk imperialisme, NATO, Rusland, EU og andre globalistiske organisationer – ved at indprente myten om et anti-systemisk BRICS. Det er utroligt at overvære, hvordan nogle alternative mediegiganter som Alex Jones, Tucker Carlson og Joe Rogan fortæller os, at Trump og Putin bekæmper globalister og onde demokrater for at gøre hele menneskeheden lykkelig og stor igen."

• fra

Iurie Rosca's take on Alexander Dugin

Analyse - opsummering: Hovedbudskab i videoen

Interviewets centrale tese er, at den geopolitiske konflikt mellem Vesten og Rusland ikke nødvendigvis repræsenterer en reel modsætning mellem to forskellige samfundsmodeller.

Roșca argumenterer for, at både Rusland, Kina, USA og EU bevæger sig mod lignende teknokratiske kontrolsystemer, mens befolkningerne fastholdes i forestillingen om, at deres respektive ledere kæmper imod hinanden. [se også det Tredje Narrativ

Han afviser derfor forestillingen om Vladimir Putin som en modstander af globalismen.

1. Roșcas politiske opvågning (01:46–11:40)

Roșca beskriver sin udvikling gennem tre faser:

Første fase – Antikommunisme og kritik af Vesten

Han var oprindeligt antikommunistisk dissident og kritiserede efter Sovjetunionens sammenbrud den vestlige økonomiske, kulturelle og politiske dominans.

Han betragtede NATO, EU og amerikansk imperialisme som centrale instrumenter i denne udvikling.

Anden fase – Tilnærmelse til Rusland

Roșca blev inviteret til konferencer i Moskva, samarbejdede med russiske intellektuelle og oversatte fire bøger af Aleksandr Dugin. Han samarbejdede tæt og personligt med Dugin, som var Putins hoffilosof [derudover var/er Dugin en stor beundrer af Aleister Crowley og Kaosmagi [1] - og en meget tvivlsom okkultist ifl. den kendte analytiker James Lindsay]

Han var særligt interesseret i Dugins teori om multipolaritet som alternativ til amerikansk hegemoni.

Tredje fase – Bruddet med Putin

COVID-perioden i 2020 blev vendepunktet.

Roșca konstaterede, at Rusland gennemførte mange af de samme restriktioner og kontrolforanstaltninger som vestlige lande.

Han begyndte derfor at betragte den russiske regering som en del af det system, han tidligere havde troet, den bekæmpede.

Han beskriver dette som en alvorlig politisk fejlvurdering, han selv måtte erkende.

2. Den falske multipolaritet (11:40–17:20)

Dette er et af interviewets vigtigste temaer.

Roșca skelner mellem:

• Ægte multipolaritet: Selvstændige nationer og civilisationer med forskellige økonomiske, kulturelle og politiske systemer.
• Falsk multipolaritet: Geopolitiske magtblokke, der fremstår som modstandere, men gennemfører sammenlignelige teknokratiske programmer.

Han fremhæver, at Rusland, Kina, Iran og vestlige lande alle arbejder med forskellige kombinationer af:

• Digital identifikation.
• Digitale centralbankpenge (CBDC).
• Ansigtsgenkendelse og overvågning.
• Begrænsning af kontanter.
• Digitalisering af offentlige myndigheder.
• Teknologisk styring af befolkningernes adfærd.

Hans konklusion er, at geopolitisk rivalisering ikke i sig selv beviser systemisk uafhængighed.

Han hævder desuden, at FN fungerer som et centralt instrument til international koordinering af denne udvikling.

3. COVID-19 som afsløring af systemets fælles retning (07:00–11:30)

Roșca beskriver COVID-perioden som det afgørende bevis, der ændrede hans verdensopfattelse.

Han havde forventet, at Rusland ville afvise de vestlige restriktioner.

I stedet så han:

• Russiske myndigheder indføre omfattende restriktioner.
• Russiske intellektuelle støtte officielle sundhedsforanstaltninger.
• Aleksandr Dugin og hans datter optræde med mundbind.
• En international opposition, der blev splittet i spørgsmålet om Putin.

Roșca mener, at mange vestlige systemkritikere fortsatte med at idealisere Putin, selv efter at Rusland havde gennemført tilsvarende politikker.

Han fremsætter to forklaringer: manglende information eller økonomiske interesser.

4. Ukrainekrigen som en konflikt, hvor begge befolkninger taber (11:40–15:00 og 50:00–55:00)

Roșca beskriver den russiske invasion i februar 2022 som endnu et vendepunkt.

Han fortæller, at han i begyndelsen håbede, at visse kræfter i Rusland havde løsrevet Putin fra globalistiske interesser.

Efter nogle uger konkluderede han imidlertid, at krigen først og fremmest medførte ødelæggelse og enorme menneskelige tab.

Hans hovedpointer:

• Russere og ukrainere er begge ofre for krigen.
• Krigen ødelægger to historisk og kulturelt nært forbundne befolkninger.
• Krigspropaganda skaber gensidigt had.
• Befolkningernes interesser er ikke nødvendigvis identiske med deres regeringers.
• Fredsorienterede stemmer marginaliseres, mens krigerisk retorik belønnes.

Roșca går videre og hævder, at de to regeringer i sidste ende manipuleres af de samme overordnede magtinteresser.

Hans beskrivelse af krigen er, at det også er et bevidst depopulationsprojekt.

(Rosca ringede til mig personligt i maj 2025, efter at have set en af mine artikler - og blev efterfølgende chokeret over denne analyse jeg sendte ham efterfølgende [2], idet han selv var på samme spor, men er selvfølgelig langt mere vidende om sitituationen i Rusland og Ukraine end jeg)

5. Hvem kontrollerer Putin? (13:00–15:30 og 56:20–63:00)

Roșca argumenterer for, at Putin ikke er den øverste beslutningstager i Rusland.

Han fremhæver blandt andre:

• Sergej Kirijenko, højtstående embedsmand i præsidentadministrationen.
• Roman Abramovitj, russisk oligark.
• Henry Kissinger, tidligere amerikansk udenrigsminister.
• Jevgenij Primakov, tidligere russisk premierminister.
• Berel Lazar, fremtrædende russisk rabbiner.��Roșca omtaler Kissinger og Primakov (begge døde) som personer, der medvirkede til at bringe Putin til magten, og ideologisk indflydelse efter de døde.

Roșca hævder, at internationale finansielle og politiske netværk har haft afgørende indflydelse på Putins magtovertagelse og efterfølgende regering.

Han fremsætter desuden påstande om B’nai B’rith, Chabad-Lubavitch og Rothschild-familien som skjulte magtcentre.

SE f.eks:

Rothschild - verdens mest magtfulde, usynlige og undertrykkende imperium

Roșca lægger desuden gentagne gange vægt på bestemte personers jødiske baggrund som forklaringsfaktor [dette har intet at gøre med almindelige jøder, som ikke er bevidste om Rothschild-Zionismen, som ophav til Israel og BlackRock idag, m.m.]

Hans bredere spørgsmål om oligarkisk indflydelse, uformelle magtnetværk og forskellen mellem formel og reel magt kan undersøges uafhængigt af disse etniske og religiøse forklaringer.

I den vedhæftede transskription omtales Berel Lazar og Chabad-Lubavitch især mellem 13:03 og 15:28. Roșca fremsætter her en række anklager om deres indflydelse på Putin og den russiske magtstruktur.

14:57–15:28 – Berel Lazar

Roșca siger, oversat til dansk:

«

Hvad med Berel Lazar? Berel Lazar? Hvem er denne mand? Hvorfor kom han til Rusland i 1990? Hvorfor blev han russisk statsborger? Hvorfor blev han, og hvordan blev han, leder af det jødiske samfund i Rusland? Hvorfor blev han Putins rabbiner? Hvorfor er hans sønner blevet placeret i så strategiske positioner som rabbinere og så videre?

Bemærk, at Roșca stiller spørgsmålene retorisk.

13:03–13:34 – Chabad og Kreml

Roșca fortæller, at han har skrevet artikler om:

«

Krigen i Ukraine, korruptionen i Rusland, Den Russiske Føderations virkelige magthavere, Chabad-Lubavitch og de vigtigste talerør – hvorfor de fleste af dem ikke er russere.

Han fremhæver derefter flere personers jødiske baggrund og stiller spørgsmål ved den etniske sammensætning af den russiske magtelite.

14:19–14:55 – Kirijenko og Abramovitj

Umiddelbart før omtalen af Lazar hævder Roșca:

«

Kirijenko styrer, ikke Putin. Kirijenko er langt vigtigere i Kreml end Putin. Og Abramovitj er langt vigtigere end Putin.

Han påstår videre, at Roman Abramovitj overbringer ordrer fra Rothschild-familien til Putin.

36:22–36:49 – Direkte anklage mod Chabad

En af de kvindelige deltagere siger:

«

På min fransksprogede kanal findes der virkelig mange oplysninger om, hvad der faktisk foregår i Rusland, og mange beviser for, at Putin styres af Chabad-Lubavitch, af den amerikanske regering – eller måske snarere af en verdensregering.

Det er altså intervieweren, der direkte siger, at Putin styres af Chabad, mens Roșca selv antyder en tilsvarende magtstruktur gennem sine spørgsmål og øvrige anklager.

Se den nok mest eksplosive fodnote dokumentation i denne artikel - uddrag [3]

6. FN, Agenda 21 og teknokratisk kontrol (16:00–19:45)

Roșca forbinder den teknokratiske udvikling med FN’s internationale programmer.

Han fremhæver især:

1992 – Rio-konferencen

Ved FN’s miljø- og udviklingskonference blev Agenda 21 vedtaget.

Roșca fortolker dette som begyndelsen på en international plan om befolkningskontrol og teknologisk centralisering.

Se også:

Hvem skabte den fake "grønne" bevægelse? Magten bag Israel!

2020 – COVID-perioden

Han mener, at krisen fremskyndede den teknologiske omstilling.

Klaus Schwab og World Economic Forum

Roșca henviser til Schwabs bog The Fourth Industrial Revolution og begrebet om sammensmeltningen af biologiske, fysiske og digitale teknologier.

Han fremhæver Putins kontakt med Schwab som et tegn på, at Rusland ikke står uden for denne udvikling.

Det er dokumenterbart, at Agenda 21 eksisterer, og at WEF har promoveret den fjerde industrielle revolution.

7. Rusland som et stadig mere autoritært samfund (20:00–35:50)

De russiske deltagere beskriver omfattende problemer med politisk frihed.

De fremhæver:

• Straf for kritik af Ukrainekrigen.
• Undertrykkelse af politisk opposition.
• Lovgivning om ekstremisme og udenlandske agenter.
• Begrænsninger af uafhængige medier.
• Censur og begrænsninger af internettjenester.
• Politisk propaganda gennem statslige tv-kanaler.

Roșca sammenligner situationen med Sovjetunionen og hævder, at undertrykkelsen på visse områder er værre end i den sene sovjetperiode.

Hans centrale argument er, at et politisk system ikke kan kaldes frit, når oppositionen ikke kan konkurrere på lige vilkår, og fredelig kritik kan medføre alvorlige straffe [det samme sker i UK, Tyskland, m.fl. - sandsynligvis i meget større grad, ironisk nok]

8. Propagandaens rolle i krigen (31:00–55:00)

Roșca kritiserer både russiske og ukrainske mediepersonligheder for at fremme fjendebilleder.

Han nævner blandt andre Vladimir Solovjov, Jakov Kedmi, Sergej Karaganov og Dmitrij Gordon.

Han argumenterer for, at mediernes fremstilling af modparten som en eksistentiel fjende kan legitimere stadig mere omfattende vold.

Hans pointe er, at propaganda ikke blot påvirker, hvad befolkningen mener, men også hvilke handlinger den bliver villig til at acceptere.

Han advarer særligt mod normaliseringen af atomkrigsretorik.

9. Russiske borgeres modstand mod digital kontrol (37:40–46:10)

Dette er et af interviewets mest konkrete afsnit.

Aktivisterne beskriver, hvordan russiske borgere organiserer sig lokalt for at påvirke myndighedernes beslutninger.

Den digitale rubel

Ifølge deltagerne blev der i 2023 vedtaget lovgivning om en russisk digital centralbankvaluta.

De fortæller, at borgere i februar 2025 organiserede protester og sendte henvendelser til myndighederne.

Kort efter blev implementeringen udskudt.

Aktivisterne betragter dette som en sejr for folkelig modstand.

Digitale ID-kort

En anden deltager fortæller om protester mod et foreslået digitalt identifikationssystem.

Hun hævder, at myndighederne opgav projektet efter borgernes modstand.

Eksemplet bruges til at illustrere interviewets gennemgående budskab:

Organiseret folkelig modstand kan påvirke politiske beslutninger.

10. Permanent undtagelsestilstand som styringsmetode (46:10–48:15)

Roșca fremhæver et mønster, han betegner som strategy of tension og shock therapy.

Han argumenterer for, at forskellige kriser kan anvendes til at udvide statens magtbeføjelser.

Han nævner:

• Pandemier.
• Krig.
• Terrortrusler.
• Naturkatastrofer.
• Andre erklærede nødsituationer.

Hans pointe er, at ekstraordinære situationer kan gøre befolkninger mere villige til at acceptere begrænsninger, som ellers ville møde modstand.

Det er en relevant politisk problemstilling, selv om Roșcas påstand om, at kriserne systematisk organiseres med dette formål, kræver særskilt dokumentation.

11. Borgerinitiativer frem for traditionelle partier (37:40–48:15)

Roșca mener, at traditionel parlamentarisk opposition har meget begrænsede muligheder i Rusland.

Han anbefaler derfor decentraliserede og fredelige borgerinitiativer.

Aktivisterne beskriver konkrete metoder:

1. Organisering i lokale grupper og råd.
2. Skriftlige henvendelser til myndigheder.
3. Krav om indsigt i offentlige beslutninger.
4. Dokumentation af myndighedernes forsømmelser.
5. Fredelige protester og fælles kampagner.
6. International udveksling mellem borgerbevægelser.

Eksemplerne omfatter oversvømmelser, skovbrande, energiforsyning og digitalisering.

Formålet er at gøre myndighederne ansvarlige over for borgerne frem for at vente på en politisk frelser.

12. Fredsbevægelse på tværs af Rusland og Ukraine (63:00–69:00)

En ukrainskfødt deltager fortæller om sin personlige sorg over krigen.

Hun understreger, at russere og ukrainere har omfattende historiske, kulturelle og familiemæssige forbindelser.

Hun henviser til meningsmålinger, som ifølge hende viser betydelig opbakning til fredsforhandlinger i begge lande.

Deltagerne foreslår:

• Fælles fredsinitiativer.
• Internationale kampagner.
• Fredelige demonstrationer.
• Samarbejde mellem russiske og ukrainske borgere.
• Modstand mod dehumanisering af modparten.

Roșca omtaler også Aleksej Mozgovoj, der blev dræbt i 2015, og fremsætter en række påstande om skjulte interesser bag krigen. Hans specifikke forklaringer om et projekt kaldet »New Khazaria« inddrages.

13. Ingen politiske frelsere – befolkningerne må organisere sig (69:00–75:25)

Interviewet afsluttes med et budskab om kollektiv handlekraft.

Deltagerne afviser forestillingen om, at Putin, Trump eller andre magtfulde ledere vil redde befolkningerne.

De fremhæver i stedet:

Solidaritet: Mennesker må organisere sig på tværs af nationale grænser.

Mod: Frygt og passivitet kan gøre autoritær magtudøvelse lettere.

Ikke-vold: Gandhi fremhæves som forbillede for fredelig modstand.

Åndelig motivation: Deltagerne betoner kristen tro, bøn og moralsk ansvar.

Folkelig selvorganisering: Forandring skal komme nedefra frem for gennem blind tillid til politiske ledere.

Samlet analyse: Roșca og det tredje narrativ

Fem centrale konklusioner

1. Geopolitisk opposition er ikke nødvendigvis systemisk opposition.

To lande kan være militære og økonomiske modstandere og samtidig udvikle beslægtede teknologiske og administrative kontrolsystemer.

2. Multipolaritet er ikke automatisk decentralisering.

En verden med flere stormagter kan stadig være præget af stærkt centraliserede institutioner og begrænset borgerlig selvbestemmelse.

3. En politisk leder kan kritisere globalisme og samtidig deltage i international koordinering.

Det afgørende er derfor ikke alene lederens retorik, men de konkrete beslutninger, institutionelle forbindelser og politiske resultater.

4. Kriser kan anvendes til at legitimere magtudvidelse.

Det er nødvendigt at undersøge, hvilke beføjelser myndigheder får under undtagelsestilstande, og om disse beføjelser efterfølgende ophæves.

5. Selvorganisering er et alternativ til politisk frelsertænkning.

Roșca og aktivisterne argumenterer for lokale fællesskaber, borgerinitiativer og international solidaritet frem for afhængighed af stærke ledere.

Se også:

Jimmy Dore & James Corbett: Konflikten er et bedrag – fjenden en konstruktion

Den væsentligste pointe

Det mest interessante ved interviewet er ikke kun Roșcas påstande om bestemte hemmelige netværk, men hans beskrivelse af sit eget ideologiske brud.

Han bevægede sig fra at være modstander af sovjetisk kommunisme til kritiker af vestlig globalisme, derefter til sympatisør med russisk multipolaritet og endelig til kritiker af både vestlige og russiske magtstrukturer.

Hans afgørende erkendelse er, at modstand mod én magtblok ikke automatisk gør den konkurrerende magtblok til et alternativ.

Det er netop den analytiske forskydning, der forbinder interviewet med dit tredje narrativ.

Interviewets centrale budskab kan sammenfattes således:

«

Den største politiske illusion er forestillingen om, at vores befrielse kommer fra en konkurrerende magtblok. Reel selvbestemmelse kræver, at befolkningerne organiserer sig uafhængigt af de magtcentre, der hævder at repræsentere dem.

*Bemærk: AI- opsummeringen bygger på den nøjagtige transskription af interviewet..

Se også (den er nok alt for akademisk langhåret for de fleste): *

Hvad forhindrer folk i at se at Østen & Vesten gør det samme?

FODNOTER

*[1] Den 23. september 1995 deltog Aleksandr Dugin i arrangementet Pop-Mekhanika No. 418 i Sankt Petersborg. Arrangementet var både en støtte til Dugins politiske kandidatur og en hyldest til okkultisten Aleister Crowley. Dugin fremsagde passager fra Crowleys esoteriske værk Ararita og introducerede kaosmagi. Tallet 418 har særlig betydning i Crowleys okkulte system, Thelema. Optagelsen er interessant i forbindelse med James Lindsays analyse af Dugins gnosticisme, okkultisme og revolutionære filosofi. Den dokumenterer, at Dugins forbindelse til Crowleys esoteriske ideer ikke blot er en senere anklage eller fortolkning, men har konkrete historiske rødder:

ChaosNavigator bemærkede allerede i 2010’erne, at symbolet for Aleksandr Dugins eurasiske politiske bevægelse var næsten identisk med det velkendte symbol for kaosmagi (Chaos Magick): otte pile, der stråler ud fra et fælles centrum. Sammenfaldet er ikke blot en subjektiv observation. Politolog Anton Shekhovtsov identificerede allerede i en videnskabelig artikel fra 2008 Dugins emblem som en modificeret udgave af Chaos Star. Symbolet optrådte også på omslaget til Dugins Foundations of Geopolitics fra 1997. Sammenholdt med Dugins dokumenterede interesse for Aleister Crowley, hans deltagelse i et Crowley-inspireret arrangement i 1995 og hans skrifter om kaosmagi er forbindelsen særdeles interessant, selv om symbolbrugen alene ikke beviser en bestemt okkult praksis. Dugins ideer har siden fået opmærksomhed i vestlige miljøer, blandt andet gennem Tucker Carlsons interview med ham.

Den slående lighed mellem Kaosstjernen (Chaos Star) og det emblem, som Alexander Dugins eurasiske bevægelse har taget i brug, rejser spørgsmål om forholdet mellem okkult symbolik og politisk ideologi.

Kaosstjernen, også kendt som Kaossymbolet, består af otte pile, der stråler ud fra et fælles centrum. Symbolet blev populariseret af den britiske fantasyforfatter Michael Moorcock og efterfølgende taget i brug af udøvere af kaosmagi (Chaos Magick) under bevægelsens udvikling i 1970’erne og 1980’erne.

Inden for kaosmagi fortolkes de otte pile almindeligvis som symboler på ubegrænsede muligheder, forskellige retninger og evnen til at overskride fastlåste trossystemer. Frem for at tilslutte sig én bestemt religiøs eller metafysisk doktrin betragter kaosmagi selve troen som noget, der bevidst kan antages, ændres eller forkastes.

Alexander Dugins eurasiske bevægelse har taget et bemærkelsesværdigt lignende emblem med otte pile i brug, særligt forbundet med Den Eurasiske Ungdomsunion (Eurasian Youth Union) og det bredere neoeurasiske politiske projekt.

Dugins ideologi går ind for et eurasisk geopolitisk og civilisatorisk alternativ til vestlig liberalisme og atlantisme. Hans intellektuelle inspirationskilder omfatter traditionalisme, esoterik, geopolitik og skrifter af René Guénon og Julius Evola.

Ligheden har også tiltrukket sig akademisk opmærksomhed. Forskeren i politisk ekstremisme Anton Shekhovtsov diskuterede forbindelsen mellem Dugins symbolik og Kaosstjernen i sin forskning fra 2008 om russisk neoeurasianisme.

Den afgørende skelnen: Den visuelle lighed er umiskendelig, og den symbolske forbindelse er blevet diskuteret i akademiske kredse. Ligheden alene dokumenterer dog ikke, at Dugins politiske bevægelse praktiserer kaosmagi, eller at de to symboler har identiske betydninger.

Det dybere spørgsmål er, hvorfor en ideologisk bevægelse, der lægger vægt på geopolitisk orden, civilisationens skæbne og traditionel autoritet, skulle tage et emblem i brug, der er så nært forbundet med kaos, foranderlighed og manipulation af trossystemer.

Naturligvis kan ligheden være fuldstændig tilfældig. Fem pile er ikke otte, og symbolerne har forskellige dokumenterede historiske oprindelser og betydninger.

Ikke desto mindre er den visuelle lighed ganske besynderlig, især når symbolerne sammenstilles.Om der ligger andet bag end et fælles geometrisk motiv, er et åbent spørgsmål. Den visuelle lighed alene dokumenterer ikke nogen historisk eller ideologisk forbindelse. Nogle vil kalde det søgt, men alligevel….

*PS: Jeg fortalte dette til Jesper Larsen i 10’erne (som jeg mødte i 2016 lige efter han havde interviewet Dugin i Rusland eller Ukraine, men traditionelt orienterede kritikere, tager ikke okkult symbolik alvorligt.
*

[2] Artiklen An AI Manifesto + Israel, Ukraine, Trump, Putin & Criminocratic Theory (ChaosNavigator, 25. marts 2025)

An AI Manifesto + Israel, Ukraine, Trump, Putin & Criminocractic Theory

Den sammenstiller Paul Cudenecs teori om en global kriminel magtstruktur, Mees Baaijens' analyser af systemisk manipulation og Eduard Hodos' kontroversielle teori om et »Tredje Khazarien« i Ukraine. Fællesnævneren er hypotesen om, at tilsyneladende modsætninger mellem Øst og Vest, Trump og Putin samt Rusland og NATO kan skjule sammenfaldende magtinteresser.

Særligt om Hodos, Schneerson og påstanden om slavisk folkemord: Eduard Hodos hævder, at Chabad-Lubavitch arbejder på at genetablere et jødiskdomineret Khazarien i Ukraine gennem politisk infiltration, demografisk omstrukturering og svækkelse af den oprindelige slaviske befolkning. Artiklen gengiver særligt alvorlige udtalelser, angiveligt fremsat af Chabad-lederen Menachem Mendel Schneerson i 1994, om at slaviske folk ikke kan undertvinges, men kan udryddes. Den tilskriver ham desuden planer om at opdele slaviske territorier, fremkalde indbyrdes krige, fordrive russere mod nord og etablere et nyt Khazarien gennem befolkningsudskiftning. Hodos fortolker Tjernobylkatastrofen, Sovjetunionens opløsning og krigen i Ukraine som led i denne påståede langsigtede strategi. I denne fortolkning bliver tabene af både ukrainske og russiske mænd en del af en bevidst demografisk ødelæggelse, mens krigen samtidig svækker begge slaviske nationer.

Iurie Roșca omtaler direkte krigen i Ukraine som et folkemord på både russere og ukrainere.

I interviewet Is Putin a Savior? What Do Russian People Think? fremgår det af den offentliggjorte tidsoversigt:

11:43: Roșca beskriver krigen som en massakre på ukrainere og russere – et folkemord.

1:09:22: Krigen beskrives som et folkemord på russere og ukrainere og som en rydning af territoriet med henblik på etableringen af et »Himmelsk Jerusalem«.

Det har en tydelig tematisk parallel til Eduard Hodos’ teori om slavisk befolkningsreduktion og et »Tredje Khazarien«.

[3] Oversættelse til dansk fra mine tidligere skrifter (uddrag fra engelsk):

Fake Awakenings, NWO, Mossad, Ukraine - Trump & Putin adopted by Chabad?

‘Putin blev adopteret af Chabad?

(Utroligt, at ingen danskere har skrevet om dette).

Følgende tale blev holdt i slutningen af april 2008 ved The Second Annual Joseph Graham Memorial Lecture.

Hovedtaleren er Berel Lazar, Ruslands overrabbiner og Chabad-Lubavitchs førende repræsentant i Rusland. Se den lange, vigtige fodnote [1] om Chabad og de noahidiske ideologier som mafia.

Arrangementet finder sted i et prestigefyldt internationalt forum og introduceres af Nathaniel Rothschild, der præsenteres som en personlig ven af Lazar. Rothschild fortæller om sit kendskab til Rusland siden 1990’erne og fremhæver sit møde med Lazar ved World Economic Forum i Davos som begyndelsen på et nært venskab og efterfølgende regelmæssige besøg på Lazars jødiske centre i Rusland.

Lazar indleder sin tale med en personlig bemærkning om, at hans egen offentlige anerkendelse i vid udstrækning skyldes forbindelsen til Rothschild.

Derefter fortæller han en længere anekdote om en fattig, ikke-jødisk dreng, der voksede op i et kommunalt boligkompleks i Sankt Petersborg for omkring 50 år siden. Drengens forældre var stort set fraværende, og i stedet fik han omsorg, lektiehjælp og social støtte fra en jødisk nabofamilie. Familien inviterede ham regelmæssigt til sabbatsmåltider, hvor der blev læst højt fra en religiøs bog. Ifølge fortællingen bemærkede drengen familiens indbyrdes respekt og stabilitet.

Lazar afslører senere, at denne dreng var Vladimir Putin.

Fortællingen fortsætter med Putin som voksen og viceborgmester i Sankt Petersborg. På dette tidspunkt opstod en administrativ konflikt om tilladelsen til at åbne en jødisk skole. En embedsmand i undervisningsministeriet tøvede med at godkende åbningen, fordi han selv var jøde og frygtede beskyldninger om favorisering.

Som viceborgmester tog Vladimir Putin sagen i egen hånd og underskrev personligt tilladelsen, selv om det lå uden for hans formelle kompetence. Handlingen fremstilles som afgørende for etableringen af byens første jødiske skole efter Sovjetunionens opløsning.

Lazar bruger denne episode til at etablere en årsagssammenhæng mellem Putins barndomsoplevelser og hans senere politiske handlinger.

Han konkluderer udtrykkeligt, at genopbygningen og synliggørelsen af det jødiske liv i Rusland i vid udstrækning skyldes Putins personlige støtte.

Putin beskrives som en præsident, der konsekvent har bekæmpet antisemitisme, offentligt forsvaret jødiske borgere og muliggjort en hidtil uset offentlig synlighed af den jødiske religion, herunder store hanukkah-lysestager i russiske byer og på Den Røde Plads. Lazar understreger, at jøder i Rusland efter hans opfattelse ikke længere er andenrangsborgere, men fuldt accepterede samfundsborgere.

I talens afsluttende del behandler Lazar spekulationerne om Putins udpegede efterfølger, Dmitrij Medvedev, og hans angivelige jødiske baggrund. Lazar afviser, at Medvedev er jøde, men forklarer rygterne med Medvedevs tætte og åbne engagement i jødiske institutioner, herunder besøg i synagoger og jødiske skoler samt møder med ledere af det jødiske samfund.

Dette bruges som illustration af, hvor meget forholdet mellem den russiske stat og det jødiske samfund har ændret sig.

Officiel kilde til ovenstående fra Oxford Chabad, således IKKE fordrejning eller fiktion: https://www.oxfordchabad.org/templates/articlecco_cdo/aid/640796/jewish/Chief-Rabbi-of-Russia-Berel-Lazar

Den polsk-jødiske ph.d. Henry Makow (kritisk perspektiv): Makow karakteriserer talen som åndeligt tom og magtorienteret snarere end religiøst inspireret. Han fortolker den som en fejring af jødisk magts fremmarch frem for tilbedelse af Gud. Ifølge Makow repræsenterer dette en kabbalistisk magtlogik, hvor kollektivet (det jødiske folk) fungerer som sin egen gud.

Som kontekstuel tilføjelse kan følgende bemærkes:

1. Putin satte Chabad-forbundne oligarker i førersædet. Efter sin magtovertagelse brød han med 1990’ernes oligarkmodel ved at marginalisere eller retsforfølge flere uafhængige oligarker. Samtidig opstod en ny gruppe statstro forretningsfolk. Flere af disse er kendt som betydelige donorer til Chabad-projekter i Rusland og internationalt. Dette er dokumenteret.

2. Putin indførte en lov mod Holocaustbenægtelse. I maj 2014 underskrev Vladimir Putin en lov, der gør benægtelse af nazistiske forbrydelser og udbredelse af falske oplysninger om Sovjetunionens rolle under Anden Verdenskrig strafbar.

Frankrig var det første europæiske land, der indførte lovgivning, som kriminaliserede Holocaustbenægtelse, med Gayssot-loven vedtaget den 13. juli 1990. Rusland indførte sin lov (loven mod rehabilitering af nazismen) i 2014, altså 24 år senere, under Putin.

Før Rusland (2014) indførte følgende lande love mod Holocaustbenægtelse eller tilsvarende kriminalisering med henvisning til Nürnbergprocesserne: Frankrig (1990), Tyskland (1994, via § 130 om Volksverhetzung), Østrig (1947, skærpet i 1992), Belgien (1995), Schweiz (1995), Spanien (1995, senere ændret), Luxembourg (1997), Polen (1998), Tjekkiet (2001), Slovakiet (2001), Rumænien (2002), Ungarn (2010), Litauen (2010), Grækenland (2014) og Italien (2016).

Menachem Mendel Schneerson og Chabads indflydelse

Chabad-guruen Menachem Mendel Schneerson: En mand, der selv efter sin død har gigantisk indflydelse på Putin og Trump. Trumps svigersøn Jared Kushner og hans datter Ivanka er hengivne tilhængere af Chabad-Lubavitch. Schneerson æres af Benjamin Netanyahu. Jared Kushner var vicepræsident for Chabad på Harvard University.

Schneerson blev anerkendt af samtlige amerikanske præsidenter siden Richard Nixon. De hyldede ham. Shimon Peres har udtalt, at det er takket være Schneerson, at »jødedommen i Sovjetunionen er blevet bevaret«.

Chabad er den mest supremacistiske, religiøst magtfulde jødiske kult og mafia. Supremacisme er forestillingen om, at en bestemt gruppe mennesker er andre overlegen. Det er en ekstrem supremacistisk kultideologi, den mest separatistiske, etnocentriske og voldsomt racistiske, man kan forestille sig. Mange israelere foragter og frygter dem.

Putin erstattede jødiske oligarker ved i stedet at placere Chabad-relaterede mafiafigurer i toppen. Berel Lazar, Schneersons mand i Rusland, er Ruslands overrabbiner (Chabad) og har et meget tæt offentligt forhold til Putin.

Trump er ekstremt tæt forbundet med dem og hædrer Schneerson den 7. oktober ved hans grav, på årsdagen for angrebet på Israel den 7. oktober.

Betydningen af denne mand, Mendel Schneerson (Chabad-Lubavitch-tilhængernes Messias), kan ikke overvurderes; selv efter sin død har han endnu større magt.

Ukraine: Det virkelige billede i dag

1. Ukraines udtømning

Krigen har ført til en dramatisk demografisk udtynding: Millioner af unge, kampduelige mænd er flygtet. Hundredtusinder er blevet dræbt eller invalideret. Store dele af landet affolkes, mens den tilbageværende befolkning hovedsageligt består af kvinder, børn og ældre.

Resultatet er et udmattet og afhængigt land – uden reel modstandskraft, uden industri og uden arbejdskraft. Sådanne samfund bliver lette mål for økonomisk kolonisering og strukturel genopbygning under ekstern kontrol.

En bemærkelsesværdig kendsgerning i denne forbindelse er i øvrigt, at Israels investeringer pr. indbygger i Ukraine langt overstiger USA’s, Tysklands og Storbritanniens tilsammen. Dette peger ikke blot på økonomiske interesser, men på en strategisk tilstedeværelse – særligt inden for IT, landbrug, energi og sikkerhedsteknologi.

Hvorfor? Følg pengene.

BlackRock (dvs. Rothschild-dynastiet) har investeret enorme beløb i Ukraine og har næsten overtaget store dele af landet. Angiveligt er investeringerne sat på pause i 2025.

I øvrigt er Rothschild og Chabad ekstremt tæt forbundne, og Brendon O’Connell kalder Chabad for Rothschilds brunskjorter.

2. Israelsk overrepræsentation og Azov-paradokset

Samtidig har Israel, direkte eller indirekte, støttet ukrainske militser som Azov, der er kendt for deres nynazistiske symbolik. Det forekommer paradoksalt, at et land, der blev grundlagt på kampen mod antisemitisme, nu støtter bevægelser med SS-rødder.

Igen: Uden Chabads støtte – ingen Zelenskyj.

Dette giver kun mening, hvis det betragtes som funktionel realpolitik, hvor ekstremisme anvendes som redskab til territorial kontrol og politisk omstrukturering.

3. TEORIEN OM SLAVISK FOLKEMORD

En obskur teori: Schneerson-doktrinen og teorien om udryddelsen af slaviske folk.

En påstået tale fra 1994 af Chabad-lederen Menachem Mendel Schneerson, den tidligere leder af Chabad-Lubavitch-bevægelsen, beskriver en plan om at ødelægge Ukraine og Rusland gennem »del og hersk«-strategier og en drastisk reduktion af den slaviske befolkning.

Talen blev angiveligt offentliggjort i den russiske avis Slavyanin i 2001, men dens ægthed er omstridt (men hvis den er ægte, er det klart, at den også vil blive bestridt).

Ifølge den påståede udtalelse fra Schneerson skal slavere, især russere, »likvideres«, fordi de ikke kan erobres. Planen indebærer at splitte de slaviske nationer og fremme indbyrdes konflikter, således at ukrainerne tror, at de kæmper for uafhængighed mod Rusland, mens de i virkeligheden underkaster sig en skjult magt.

Tilsvarende skal russerne føre en krig, som de tror handler om at generobre tabte territorier og forsvare sig mod angreb på befolkningen i øst.

Et binært verdensbillede, hvor meget få ser en tredje fortolkningsmulighed – et potentielt tredje narrativ.

Den påståede plan ses som udtryk for et historisk fjendskab mellem khazarerne (som teorien identificerer med ashkenaziske jøder) og slaverne, angiveligt med udspring i Kijevrigets ødelæggelse af Khazarriget i år 965.

Teorien hævder, at den nuværende russisk-ukrainske krig er en fortsættelse af denne konflikt og en del af en større plan om at genoprette Khazarriget globalt under betegnelsen »New World Order« (NWO), med NATO som dets forlængede arm.

En lidet kendt teori, som også støttes af Eduard Hodos, en ukrainsk-jødisk forfatter, der blev rekrutteret af Chabad i 1990, men senere brød med bevægelsen.

Han argumenterer i sin trilogi The Jewish Syndrome for, at verden nu oplever »Det Tredje Khazarien«, hvor det første var det historiske Khazarrige, og det andet var det bolsjevikiske styre.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har erklæret, at Ukraine efter krigen vil blive et »stort Israel«.

Afslutningsvis påpeges det, at der er betydelig debat om talens ægthed, ligesom der har været om Zions Vises Protokoller, men tilhængerne hævder, at næsten alle målene i talen er blevet realiseret.

Selv hvis man betvivler kildernes ægthed, er det tankevækkende, at denne vision afspejler virkelighedens udvikling: befolkningsreduktion, territorial fragmentering og en gradvis erstatning af den ortodokse kultur med en vestlig-sekulær struktur.

Hvorfor har netop denne tekst, der tilskrives Schneerson, fået så stor betydning i marginale kredse?

Fordi den fungerer som en forklaringsnøgle til, hvorfor slaviske mænd dør i titusindvis i Ukraine, hvorfor Ukraine affolkes og sælges til udenlandske interesser, hvorfor ortodoks kristendom og russisk identitet angribes kulturelt, og hvorfor både Rusland og Ukraine ledes af Chabad-forbundne eliter, som også står Trump ekstremt nær.

Ørkenideologien (Hodos): At gøre Ukraine til et postortodokst, øde Khazarien. Biopolitisk krigsførelse; systematisk ødelæggelse af sjæl og suverænitet.

Begge fører til det samme slutresultat: et postnationalt teknokratisk kontrolnetværk som det fremtidige slutresultat, accepteret af USA og Rusland under FN’s banner og med »fred« som begrundelse?

Var false flag-operationen i 2014 den tændstik, der antændte det hele? Og senere Zelenskyj som lighteren til et større bål? Og Putin som den kontrollerede brandstifter?

Mens Mearsheimer, Ron Unz, Ray McGovern, Jeffrey Sachs, Alastair Crooke, Philip Giraldi, Scott Ritter, Andrew Napolitano, Douglas Macgregor osv. udgør oppositionen, afdækker de ikke et muligt dybere lag.

Et problem-reaktion-løsning-scenarie, som næsten ingen belyser?

Heller ikke Carlson, Owens, Fuentes, Alex Jones, Joe Rogan osv., som har tocifrede milliontal i visninger [milliarder] – men som visse teoretikere inden for det tredje narrativ afslører, selv om næsten ingen kender dem (O’Connell, Cudenec, Baaijens osv.).

Og Ukraine er det rituelle alter, hvorpå en ny postnational kontrolzone for 2030 (Agenda 21-eksperimentet) opbygges – åndeligt, økonomisk og demografisk?

Tucker Carlson, Candace Owens, Nick Fuentes og Whitney Webb – som har millioner [milliarder] af visninger uden censur – nævner IKKE det, som visse usynlige, yderst kompetente dissidenter har specialiseret sig i: Rothschild og Chabad.

»Rothschild-specialister« påviser derimod et enormt, altgennemtrængende skyggeimperium gennem mere end 150 år, hvor Rothschilds indflydelse ses inden for politik, datasystemer, UNIT 8200, økonomi og finans, kultur, teknologi osv. – grundlæggende alt fra LGBT til CO₂-ideologien (udtænkt af Edmond de Rothschild, Rockefeller-familien og Maurice Strong), sociale kreditscorer, ESG, digitalt ID, teknokrati, smart cities, BlackRock og de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Politikere som præsident Woodrow Wilson og Lloyd George blev allerede dengang kontrolleret gennem økonomisk og seksuel afpresning (Epstein-metoden var også operationel dengang) – en tidlig version af det, Cudenec kalder »Epstein-mekanismen«.

»Siden jeg gik ind i politik, har jeg hovedsageligt fået mænds synspunkter betroet mig privat. Nogle af de mest betydningsfulde mænd i USA inden for handel og industri frygter noget. De ved, at der et eller andet sted findes en magt, som er så organiseret, så subtil, så årvågen, så tæt sammenvævet, så fuldstændig og så altgennemtrængende, at de hellere må sænke stemmen, når de taler fordømmende om den.«
– USA’s præsident Woodrow Wilson (1913–1921)

Som det er blevet sagt andetsteds: Udtalelser fra mænd som Benjamin Disraeli, Wilson, Churchill, JFK og andre burde ikke efterlade nogen tvivl hos læseren om, hvem der kontrollerer verden.

Præsident Franklin Delano Roosevelt skrev i november 1933 til oberst Edward House:

»Den egentlige sandhed er, som du og jeg ved, at et finansielt element i de større centre har ejet regeringen siden Andrew Jacksons dage.«

Det er værd at huske, at Andrew Jackson, USA’s præsident fra 1829 til 1837, var så rasende over visse bankfolks metoder, at han sagde:

»I er en slangegrotte. Jeg agter at drive jer ud, og ved den evige Gud vil jeg drive jer ud. Hvis folk blot forstod den åbenlyse uretfærdighed i vores penge- og banksystem, ville der være revolution inden i morgen tidlig.« (Dette gælder stadig i dag).

Jackson talte om Rothschild-dynastiet og dets støtter, som også opererer med ekstrem magt i nutidens Danmark, hvor de har stået bag alle bankredningspakkerne [2].

Gentagelser igen

»Hvis vi ser bag sløret, bag pressens lunkne nudler i koldt vand, taler vi i sidste ende om en magt, der i dag kan defineres som hemmelige selskaber gennem generationer, Blackstone, BlackRock, nutidens teknokratiske transhumanisme (ifølge eksempelvis Catherine Austin Fitts er Israel spydspidsen inden for transhumanisme), smart cities, deres egne efterretningstjenester, kontrollerede oppositioner, der tilsyneladende bekæmper hinanden, zionistisk ideologi samt en gigantisk, mangefacetteret, skjult magt præget af omfattende kriminalitet, som verden aldrig tidligere har set – eller en magt udøvet af meget gamle dynastier, der nu manifesterer sig langt mere synligt, og som står over alle internationale love.

At de største grusomme massemord og skjulte massemord (som ikke rapporteres og/eller bliver manipuleret) kan finde sted; at man kan give tyskerne skylden for massakrer begået af sovjetterne (og nej, jeg er stadig ikke Hitler-tilhænger); utallige andre løgne; og at de allierede måske dræbte op mod 16 MILLIONER tyskere, EFTER at krigen var afsluttet.

OG ikke mindst … at det er de samme skyggeaktører, der fortsætter i en ubrudt linje – fra Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, JFK, 9/11, COVID og Ukraine til næste stop: MERE KAOS – uden at mennesker begriber en dyt om noget som helst om årsagerne eller omfanget, er det, der er endnu mere skræmmende end fantasien kan rumme …«

AI: Oversættelsen er nu fuldført. De historiske og politiske påstande er gengivet fra originalen. Det gælder blandt andet påstandene om Schneersons tale fra 1994, Rothschild-dynastiets kontrol og antallet af tyske dødsfald efter Anden Verdenskrig.